En billig tekstforfatters 5 dyreste råd til at skrive bedre tekster

Bare fordi tekstforfatter er billig, kan hun jo godt have et par dyre råd til dig, der vil skrive bedre tekster til dit publikum 🙂

Når du skriver tekster til nettet, er der nogle helt enkle, men ganske effektive ting du kan gøre for at give din tekst den mest brugervenlige udformning. Følgende 5 råd er en slags skelet – et stativ, du kan hænge resten af teksten op på. De er ikke en komplet guide til at skrive episk tekstindhold, men følger du rådene, lover jeg, at din tekst som minimum kan stå selv.

#1: Lad være med at tale forbi læseren

Kender du de der tekster, der hele tiden snakker om, hvad man kan og gør? Hvem er man? Du kan ikke vide, om det er dig. Hvis du skriver man i dine tekster, skaber du en afstand til læseren, som du let kan undgå. Hvad skal du så skrive i stedet?

I ovenstående afsnit alene har jeg henvendt mig direkte til min læser syv gange, og min læser – det er dig, du! Det gør en verden til forskel at inddrage læseren med de rigtige stedord. Hvis læseren føler sig udenfor, risikerer du, at hun mister interessen og forlader butikken. Så du kan nok se, at selvom prisen for de to ord, man og du, er nøjagtig den samme, kan det være dyrt for dig at bruge det forkerte.

#2: Skån læseren for passivkonstruktioner

Her i butikken lægges der stor vægt på, at tekstarbejdet bliver udført hurtigt, og at bestemte kvalitetskrav bliver overholdt.

Læs lige ovenstående halvanden linje én gang til. Og fortæl mig så, præcis hvem der lægger vægt på noget, og hvem der udfører tekstarbejdet. Forstår du ikke mit spørgsmål? Så lad mig uddybe.

En passivkonstruktion kan se ud på følgende måder:

  • Tekstforfatning udføres (udsagnsord + s)
  • Tekstforfatningen bliver udført (bliver + bøjet udsagnsord)

Hele balladen kommer af, at aktøren forsvinder, når du bruger passiv. Se forskellen på følgende passiv- og aktivsætning:

Tekstforfatning bliver udført til perfektion vs. Tekstforfatteren udfører tekstforfatning til perfektion

I første sætning er der ingen aktør. Du ved bare, at her udføres tekstforfatning. I den anden sætning ved du, at det er tekstforfatteren, der udfører arbejdet med tekstforfatning.

Hvis du nogensinde har skullet kæmpe dig igennem en tekst af juridisk karakter (eller bare en kommunal skrivelse), ved du, at teksten er så godt som umulig at tygge i. Det er den blandt andet, fordi den er stoppet til randen med passivkonstruktioner.

Passiv er ikke din ven

Det er ikke forbudt at bruge passiv i dine tekster – faktisk er det svært at undgå dem helt. Men forsøg så vidt muligt at skrive i et aktivt sprog, og du vil opleve, at din tekst får et ganske nyt og friskt udtryk.

#3: Stil spørgsmål, der involverer læseren

Når der rigtig kommer flow i fingrene, og ordene bare vælter ud på skærmen, så husk lige på noget: Der er en reel risiko for, at monotonien sniger sig ind på teksten i et grumt bagholdsangreb.

En af de mest effektive måder at bryde ensformigheden på er via spørgsmål. Stop op en gang imellem, og spørg læseren, om hun kender det. Spørg, om hun ikke synes, det er sjovt, mærkeligt, interessant at bla bla … Kan du helt måske undgå at tage en lille smule stilling til et spørgsmål, når du møder det i en tekst? Føler du dig ikke bare lidt mere involveret, når skribenten spørger dig om noget? Det gør i hvert fald flertallet, og derfor er spørgsmål en rigtig god ide at have med i teksten.

#4: Vis læseren nåde, og bryd teksten op i afsnit

Det er ikke, fordi vi ikke gider blive klogere. Det er bare en ganske naturlig, dyrisk default-indstilling at vælge den hurtigste vej til målet. Forestil dig, at du enormt gerne vil frem til konklusionen på en tekst, fordi overskriften rammer dig lige i mellemgulvet. Ville du vælge den vej, hvor en stor, bred mur står imellem dig og pointen? Eller ville du vælge den vej, hvor du kan springe let og elegant frem til tekstens afsluttende kommentar?

En lang, lang tekst uden overskrifter, underoverskrifter og white space er sådan en mur: tekstmuren. Muren er en tekstforfattersynd, du bare ikke må begå.

#5: Sproglig variation i teksten er en gave til læseren

Sproglig variation er mange ting. Rigtig mange. Derfor får du et lille udpluk i overskuelige punklisteformat, så du ikke går kold lige før målstregen:

  • Varier dine sætningers længde.
  • Undgå for mange indskudte sætninger.
  • Var kreativ i din brug af tillægsord (læs: kig dig omkring i en synonymordbog).
  • Du må godt starte sætninger med og, men og eller.
  • Eksempler er gode til meget konkrete pointer.
  • Billedsprog er godt i alle andre sammenhænge.

Når du selv besøger websider og finder dig selv helt opslugt af en tekst, så tænk lidt over, hvorfor den fanger dig. Når du opdager det, så opret en swipefile. Den skal du bruge til at gemme alle de guldkorn, du samler op, når du er på feltarbejde i marken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *