Sådan skriver du en god produkttekst

Et svimlende antal mennesker foretrækker den virtuelle indkøbskurv frem for den kolde, tunge stålvogn, du kan bytte for en tyver foran den fysiske butik. For webshops er produktbeskrivelserne derfor et indsatsområde for sig selv. Men hvordan skriver man en produkttekst, der giver brugeren følelsen af at være der selv?

En produkttekst er ikke bare information

En produkttekst skal indeholde alle de fakta og informationer, du overhovedet kan finde om produktet. På den måde giver du mig de bedste muligheder for at bedømme, om produktets størrelse og egenskaber passer til det behov, jeg har netop nu.

Men du skal tænke på, at jeg jo ikke kan tage produktet i hænderne og vurdere det med mine egne sanser. Derfor har jeg også en smule sværere ved at forestille mig min nye hverdag, som den vil se ud, hvis jeg beriger den med dit produkt. Og her skal du hjælpe mig. Du skal placere produktet i min hverdag. Du skal fortælle mig, hvordan produktet føles, og hvordan det vil glæde mig. Du skal fortælle mig, hvilke problemer det løser for mig. Hvilke behov det udfylder, og hvordan mit liv bliver bedre, lettere, sjovere eller mere trygt med dit produkt.

Med andre ord skal der være et menneskeligt præg på produktteksten – en afsender, som har sat sig ind i min situation.

Produktbeskrivelser må ikke oversælge

Hvis sælgere ikke havde været så irriterende, ville jeg have haft lidt ondt af dem. I det vestlige retssamfund gælder det, at alle mennesker er uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Næsten alle mennesker. Sælgeren er undtagelsen, og for ham gælder det stik modsatte: Sælgeren er skyldig, indtil det modsatte er bevist. Og det bliver det nok ikke.

Hvorfor møder vi sælgeren med vagtsomhed og mistillid? Fordi sælgerens job er at sælge. Til det formål har han frie tøjler til at tale, smigre, love – og bøje sandheden, indtil den knirker. Det kan vi ikke lide, for vi risikerer at føle os snydt (eller faktisk blive det) og tabe ansigt.

Vær ærlig i din produkttekst. Du skal naturligvis præsentere produktet fra dets bedste side og understrege alle fordele og lækre detaljer. Men du må ikke skrive noget, der giver dig en dårlig smag i munden. Du må ikke skrive noget, du ikke føler dig sikker på, at køberen ville være enig i, hvis hun stod sammen med dig med produktet i hånden.

Hvis du tager den alt for store sælgerhat på, når du skriver produkttekster, risikerer du dårlige anmeldelser, dårligt ry og al mulig anden slags dårligdom. For ikke at tale om alle de returforsendelser, du skal jonglere med.

Ét produkt, én tekst

Det er så fristende at bruge forhandlerens produkttekst, at mange ikke kan dy sig. De kopierer teksten ind, og uptiwupti – alle produkttekster er på plads med en simpel copy/paste-manøvre.

Det er en no-go af flere årsager.

For det første er det duplicate content. Det betyder, at Google kan se, at du har syndet og kopieret teksten. Forhandleren/grossisten havde teksten liggende først, og derfor vil Google anse hans websidetekst som originalen, og din som kopien. Google forsøger så vidt muligt kun at vise originalt indhold, og du får ingen SEO-værdi ud af at kopiere, låne og stjæle.

For det andet er det jævnt kedeligt for mig at finde en tekst på din side, som jeg kan se eller allerede har set på andre websider. Jeg bliver irriteret, fordi jeg havde håbet på, at jeg kunne lære noget andet og mere om produktet ved at besøge dig.

For det tredje siger det mig, at du ikke går ret meget op i din virksomheds udtryk og stemme. Du kunne have givet dine produkter (som mange andre også sælger!) et personligt præg med hjemmelavede produkttekster.

Forskellen ligger (næsten helt sikkert) i produkttesten

Hvis du derimod bruger energi på at lave unikke produkttekster til hvert af dine produkter, og hvis du ovenikøbet gør dig umage med dem, siger det mig, at du har passion. Du signalerer, at min indkøbsoplevelse er vigtig for dig. Derfor lægger jeg varen i kurven hos dig, og ikke hos din konkurrent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *